På samme tid som vi fryder os over, at der er verdener, som aldrig er faldne, opsender disse samme verdeners beboere pris og ære og ophøjelse til Jesus Kristus for forløsningsplanen, som går ud på at frelse Adams faldne sønner så vel som at stadfæste dem selv i deres stilling og deres karakters renhed. Den arm, der løftede den menneskelige familie op fra den ruin, satan ved sine forførelser havde nedstyrtet slægten i, er den samme arm, som har bevaret andre verdeners beboere fra synd. Enhver verden derude i det umådelige rum nyder faderens og sønnens omsorg og støtte; og den samme omhu udvises stadig over for den faldne menneskeslægt. Kristus står som midler for menneskene, og de usete verdener holdes også oppe formedelst hans midlergerning. Er ikke disse emner af tilstrækkelig storhed og betydning til at fange vore tanker og fremkalde følelsen af taknemmelighed og ærbødighed over for Gud?