Lad enhver som forsøger at leve et kristenliv, huske på at den kæmpende menighed ikke er den sejrende menighed. De kødeligt sindede, vil findes i menigheden. Man skal mere ynkes over dem end bebrejde dem. Menigheden skal ikke efter at støtte disse karaktertræk, selvom de er inden for dens grænser. Skulle menigheden udstøde dem, vil dem som fejler ved deres tilstedeværelse, være til skam for menigheden når de sender dem ud som omflakkende i verden; vil de anklages for at de behandles nådesløst. Det kan være at der i menigheden er dem som er kolde, stolte, arrogante og ukristne, men I behøver ikke at omgås denne klasse. Der er mange som er varmhjertede, som er selvfornægtende og selvopofrende, som vil om det var nødvendigt, nedlægger deres liv for at vinde sjæle. Jesus så det dårlige og gode i menighedsforholdet, og sagde: ”Lad begge vokse op sammen til høsten.” Ingen skal nødvendigvis blive rajgræs fordi alle planter på marken ikke er hvede. Hvis sandheden var bekendt, fremkom disse mennesker med deres anklager for at fortie en overbevist, og domfældende samvittighed. Deres egen handlemåde kan ikke helt anbefales. Også dem som stræber efter overherredømme over fjenden, har nogle gange taget fejl og begår fejl. Det onde hersker over det gode når vi ikke stoler helt på Kristus, og bliver i Ham. Så vil der komme en taktløshed ind i karakteren som ikke kan ses, hvis vi bevarede den tro der virker i kærlighed og renser sjælen.