Guds Ånd må med sin livgivende kraft, være i enhver menneskeagent, så enhver åndelig muskel og scene kan blive brugt. Uden Helligånden, uden Guds åndepust, er samvittigheden i dvale, tab af åndeligt liv. Mange, som er uden åndeligt liv, har deres navne i menighedens protokoller, men de er ikke skrevet i Lammets livets bog. De kan være knyttet til menigheden, men de er ikke forenede med Herren. De kan være flittige i udøvelsen af visse pligter og kan være anset som levende mennesker; men mange er iblandt dem, som “har ord for at leve og er dog død.” Medmindre der er ægte omvendelse af sjælen til Gud; medmindre den vitale Guds ånde opliver sjælen til åndeligt liv; medmindre de, der bekender sig til sandheden, bevæges af himmelskfødte principper, er de ikke født af den uforkrænkelige sæd, som lever og er for evigt. Medmindre de stoler på Kristi retfærdighed som deres eneste sikkerhed; medmindre de efterligner hans karakter, arbejder i hans ånd, er de nøgne, de har ikke hans retfærdigheds klædning på. De døde regnes ofte for levende; for de, som arbejder på det, de efter deres egne ideer, kalder for frelse, har ikke Gud til at virke i dem både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske.