”Jeg så at tjenere som arbejdede i ord og lære har et stort arbejde foran sig, og et tungt ansvar der hvile på dem. Jeg så at når de arbejder kommer de ikke tæt nok til hjerterne. Deres ord er for generaliserende, og ofte for spredte. Deres arbejde må helliges de mennesker de arbejder for. Når de forkynder fra talerstolen, er deres arbejde kun begyndt. Så må de ud leve deres forkyndelse, altid selv passe på, så de ikke bringer skam over Guds sag. De bør illustrere sig ved Kristi vej og eksempel. 1. Kor. 3,9: ”For vi er medarbejdere sammen med Gud.” 2. Kor. 6, 1: ”Som hans medarbejdere formaner vi jer da til ikke forgæves at have taget imod Guds nåde.” Prædikantens er ikke gjort når han forlader talerstolen. Dér bør han ikke kaste byrden fra sig og optage sindet med læsning eller skrivning, medmindre det er direkte nødvendigt; men han bør følge op om sit offentlige arbejde med private anstrengelser - arbejde personligt for sjæle uanset hvilken anledning det giver - samtale over pejse ilden, bede sjæle indstændigt, og formane dem i Kristi sted at blive forligt med Gud. Vort arbejde skal snart afsluttes, ”og enhver vil modtage sin løn, efter hans arbejde.”