”Br. Hull er blevet behandlet trofast. Han har følt sig selv for begrænset. Han kunne ikke udvirke sin natur; og alligevel, medens sandhedens kraft, med al sin styrke påvirkede ham, var han forholdsvis sikker. Men brydes sandhedens styrke og kraft over sindet, er der ikke nogen tøjler, inden begrænsninger. De naturlige tilbøjeligheder tager ledelsen, og der er ingen ende, intet stoppested. Han er blevet prøvet i konflikten, og har i nogen tid ønsket at han kunne handle mere frit selv, og har følt sig såret over sine brødres irettesættelser. Han blev præsenteret for mig som stående på en frygtindgydende afgrund, parat til at springe. Hvis han springer vil det være slut. Hans evige skæbne vil være afgjort. Han gør et arbejde og tager beslutninger for evigheden. Guds arbejde er ikke afhængig af bror Hull. Hvis han forlader deres rækker som bærer prins Immanuels blodbestænkte banner, og slutter sig til den gruppe som bærer det sorte banner, vil det være hans eget tab, hans egen evige udslettelse.