Johannes havde hørt om Kristi syndfrie karakter og pletfrie renhed. Hans liv var i harmoni med det Herren havde åbenbaret for ham om ham som var iblandt dem, hvis liv var uden syndens fordærv. Johannes havde også set at han ville være eksempel for enhver angrende synder. Da Kristus præsenterede sig selv for dåb, genkendte Johannes ham straks som den overlegne der var åbenbaret for ham. I Kristi person og optræden så han en karakter over nogen andre mænd, som han nogen sinde havde set. Atmosfæren af hans nærhed var hellig og frygtindgydende. Selvom han ikke kendte ham som Messias, havde Johannes aldrig før mærket en så hellig en indflydelse fra nogen, som da han var sammen med Kristus. Han mærkede Kristi overlegenhed med det samme, og kviede sig ved at udføre dåbsritualet over for ham han vidste var syndfri. Mange var kommet til ham for at få angerens dåb, og bekende deres synder og forbrydelser; men Johannes kunne ikke forstå hvorfor den eneste syndfrie på jorden bad ham om en forordning der indebar skyld og virkelig bekendelse, ved dåbens symbol blev snavset vasket bort. Han protesterede osver for Kristus, anerkende hans overlegenhed, og nægte at give forordningen, idet han sagde: ”Jeg behøver at blive døbt af dig, og du kommer til mig?” Med fast og venlig myndighed afviste Jesus Johannes nægtelse og hans uværdige anmodning, og sagde: »Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!«