Efter at Kristus var rejst op fra vandet og af Johannes hånd, gik han op på Jordans bred, og bøjede sig i en bedende stilling. Johannes øjne var fæstnet på Kristus i dyb interesse og forbavselse. Hans hjerte var oprørt af bevægelse da han så ham og bøjede sig som én der beder. Kristi hænder var løftet opad, og hans blik lod til at trænge ind i himlen. Som den troendes eksempel, bad hans syndfrie menneskelighed om styrke og støtte fra sin himmelske fader, idet han var ved at begynde sit offentlige arbejde som Messias. Jesus udgød sin sjæl i alvorlig bøn. En ny og vigtig tid åbnede sig op for ham. Hans tidligere fred fyldte, og stille liv skal her afslutte. Han har været lykkelig i et flittigt og slidsomt liv, medens han opfyldte de forpligtigelser der overgår til en søn. Han var et eksempel for dem i barndommen, ungdommen og manddommen. Hans optræden viste at han mærkede betydningen og alvorligheden i stunden. Han kendte til de trængsler, slid, konflikter, lidelser og død som var på den sti hans fødder gik ind på. Han mærkede vægten af de ansvar han måtte bære. Han var ved at gå ind i nye og vanskelige opgaver. En fornemmelse af menneskets syndighed, og hårdheden i deres hjerter, som adskilte dem fra Gud, overbeviste ham om at kun nogle få kunne se hans nådige mission, og acceptere den frelse han kom fra himlen for at bringe dem.