Aldrig før havde engle hørt en sådan bøn som Kristus sendte ved sin dåb, og de var ivrige efter at frembære budskabet fra Faderen til sin Søn. Men, nej; direkte fra Faderen udsendes hans herligheds lys. Himlene blev åbnet, og herlighedens stråler hvilede over Guds Søn, og påtog sig skikkelse af en due, der så ud som glimtende guld. Den due lignende skikkelse var symbol på Kristi sagtmodighed og venlighed. Medens folk stod fortryllet af forbavselse, fæstnede deres øjne sig på Kristus, kom disse ord fra himlenes åbning: ”Dette er min søn den elskede, i ham har jeg velbehag.” Bekræftelses ordene at Kristus er Guds søn blev givet for at indgyde tro hos dem som var vidne til dette sceneri, og for at støtte Guds søn i hans vanskelige opgave. Selvom Guds Søn var iklædt menneskelighed, forsikrer Jehova ham med sin egen stemme, om hans søn forhold med den Evige. I denne manifestation over for sin Søn, accepterer Gud menneskeheden som ophøjet, ved sin elskede Søns udmærkelse.