Men når den urene ånd er faret ud af mennesket, vandrer den igennem vandløse steder og søger hvile, men finder den ikke. Så siger den: »Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud af;« og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og pyntet. Så går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer ind og tager bolig dér; da bliver det sidste værre for dette menneske end det første. Lignelsen om manden en ond ånd udgår fra, og som var blevet uddrevet, som ikke fyldte sjælen med Kristi kærlighed, illustrerer nødvendigheden af at ikke kun tømme hjertet, men udfylde tomrummet med guddommelig besiddelse. Dæmonen ønskede at vende tilbage til det hjerte som den var fordrevet fra. Den kom, og selvom der var fejet og ryddet, så var det stadigt tomt, og gik ind med syv andre ånder mere onde end den selv, så at menneskets tilstand var værre end før. Manden i denne lignelse nægtede at gøre Satans arbejde, men hans problem var efter at hjertet var fejet og ryddet, undlod han at indbyde de himmelske gæsters tilstedeværelse. Det er ikke nok at tømme hjertet, vi må have tomrummet udfyldt med Guds kærlighed. Sjælen må udstyres med Guds Ånds nådegaver. Vi kan aflægge mange dårlige vaner, og alligevel ikke være sandt helliggjorte, fordi vi ikke har forbindelse til Gud. Vi skal forene os med Kristus. Vi har en befalingsret over en mængde kræfter, og vi skal ikke forblive tilbage i vantroens mørke, kulde og solløse hule, ellers kan vi ikke opfange strålerne fra Retfærdighedens Sol.