Idet sabbatten drog nær, blev vi i to timer i Wells, Nev. Vi samledes igen i en vogn for bøn og samtalemøde. Der blev fremført seksogtyve vidnesbyrd, og Herrens velsignelse hvilede over os. Nogle af beboerne på stedet så ind ad døren, for at se hvad der var i gang, og lod til at være forbavsede da de så os holde en stille religiøs andagt, tilsyneladende på samme måde i hjemmet, i vognen som i en kirke. Der var flere kinesiske huse på dette lille sted i ørknen. Selvom det stadig var dagslys, brændte stearinlys foran døren til de forskellige huske, og flere kinesere bøjede sig i ærbødighed for deres afguder. Hvor taknemmelige var vi ikke over at vi ikke blev efterladt i hedenskabets mørke for at tilbede hæslige afguder af træ, menneskehænders værk. Den levende Gud, som har gjort himlen og jorden, havet, og alle de skabte ting, er vor Gud, og han er al ære værdig. Jeg blev ledt til at spørge: Har jeg sat mig afguder i mit hjerte? Har jeg ladet noget komme ind imellem mig selv og Gud, så han ikke ligger over min hengivenhed? Vi behøver hver i sær at undersøge dette punkt nøje. Kærlighed til penge, stolthed i klæder og fremvisning, - alt der bortleder opmærksomheden fra Gud, - bliver en afgud.