Jeg talte i halvanden time i stor frihed ud fra Zakarias 3,1-7, hvor Satan fremstilles som menneskets fjende, der påberåber sit bytte i form af ypperstepræsten Josuas person, end og under hærskares Herres tilstedeværelse; medens vor Forsvarer irettesætter Satan, og går i forbøn for mennesker som brænde der tages ud af ilden. Folk hæfter sig ved mine ord ligesom dem der hungrer efter livets brød. Tårer rinder ud af mange øjne, når jeg fremviser de begivenheder der vil komme i nær fremtid, som vil prøve Guds folk, føre sig selv der hen hvor de pålægges at tage beslutninger som Daniel, da dekretet gik ud at alle i de næste tredive dage skulle give en begæring til enhver undtagen kongen, ville kastes i løvekuglen. Havde Daniel adlydt dette dekret, ville han have vanæret Gud, men han var principfast, og Herren udfriede ham. Det er Satans stadige mål at ophøje ham selv og hans påfund, og vanære Gud. Han er ikke tilfreds før han har overherredømme. Det er ikke Guds mål og arbejde at tvinge menneskers samvittighed; men Satan indskyder sine fordele. Han er oprør imod Gud og Kristus, og er opsat på at føre krig imod dem, og dem der er loyale mod dem. Han hader dem alle med en bitterhed det er umuligt at beskrive; og smeder rænker imod dem som han ikke kan bedrage med sine påfund.