Vort tog forlod Kansas City mandag aften, lidt efter klokken ni. Tirsdag begav i os over de udstrakte Kansas prærier. Mellem to og elleve om aften, blev jeg foruroliget over at vognen var i voldsombevægelse, om vognen var ved at afspores. For otteogtyve år side, da vi tog fra Jackson, Mich., til Wisconsin, fik jeg en lignende erfaring. Lokomotivet blev afsporet sammen med en del af toget, og fire personer mistede deres liv, og et antal blev såret. Jeg tænkte på dette tidspunkt, og mit hjerte blev draget i bøn for sikkerhed mod ulykke og død. Jeg kaldte min søn til at trække i klokkesnoren. Før dette kunne ske var lysene gået ud; men til vor store lettelse stoppede toget hurtigt. Baghjulene var vendt halvt rundt; og var vi ikke stoppet netop der, kunne vor vogn være brudt over, og den næste vogn kunne være løbet ind i vor. Overvågede Guds engle os ikke? Jeg tror de gjorde de, og så kunne vore øjne åbnes, ville vi kunne se disse hellige væsener, blive sendt ned for at spare vore liv. Var det ikke for deres beskyttelse kunne vi være vidne til kære venners lidelse og død.