Vor vogn stod stadig på sporet medens lokomotivet og en del af toget, sammen med en af vore vogne, med en del af gruppen, fortsatte til den næste station; og det andet tog blev forventet, blev der taget forhåndsregler der forhindrede kollision. Vi blev forsinket i omkring to timer. Der var et et levende sceneri på vor vogn. Alle var i oprør, pakke og klæde om, og flytte ind i de næste to vogne. Men selvom vi var nød til at skifte den nat, og nogle af vor gruppe blev fyldt til overflydte vogne, og nogle i en kold; var ingen af os kede af det. Vi var dybt taknemmelige i vore hjerter, at de ikke vred sig i smerte over døde og døende venner. En af jernbanekonduktørerne bemærkede at han tavede taget mange selskaber over prærien, og var kommet ud for ulykker, men han havde aldrig før set en gruppe der var så glade under sådanne forhold. Der blev ikke sagt et eneste sørgmodigt ord; og alligevel blev de små børn opvækket, og svage kvinder gik i gang med energi og glæde. Dette var et fortjent kompliment til vor gruppe; for under prøvende forhold, ville det ikke være overraskende om der var lidt beklagelse.