De som gør sig så høje tanker om ægteskabslivet, hvis forestillinger har opbygget et luftkastel, som intet har noget med livets problemer og vanskeligheder at gøre, vil finde at de selv skuffes sørgeligt og virkelig meget. Når det virkelige liv kommer, med sine problemer og bekymringer, er de helt uforberedt på at møde dem. De forventer fuldkommenhed af modparten, men finder svaghedstegn og mangler; for begrænsede mænd og kvinder er ikke fejlfrie. Så vil de begynde at finde fejl hos hinanden, og udtrykke deres skuffelse. I stedet for dette, må de prøve at hjælpe hinanden; og søge den praktiske gudsfrygt, der hjælper dem til at kæmpe livets kampe tappert. Deres dalige børn burde være:
”Hjælp os til at hjælpe hinanden, Herre,
At bære hinandens smerte.”