Mange søger efter lykken, men de ved ikke hvordan de får den. Hvis disse vil have sand lykke, må deres tankesind først have den rette disciplin. De må lære at få tro og tillid til Gud. De som ikke har lært at underlægge selvet, og kontrollere impulerne, og gøre sig selv lydig mod Guds lovs principper, vil slet ikke kunne blive lykkelige, få fred og hvile. De behøver Kristi sagtmodighed og elskelighed. De må lære dagligt i hans skole, at bære hans åg, og løfte hans byrder, fornægte sine tilbøjeligheder, ofre det tilsyneladende gode nu, for det fremtidige bedste, en personlig fordel for en general fortrin. Et kildevæld af tilfredshed må springe op i sjælen. Han som søger lykken, ved at ændre sine ydre omgivelser, uden at ændre sin egen natur, vil indse at hans anstrengelser blot giver nye skuffelser. Han tager sig selv med sig, hvor han end går. Hans hvileløshed, hans ukontrollerede tanker og impuler, er altid til stede. Det store problem er hos ham selv. Der værnet om selvet. Han har aldrig faldet på Klippen og blevet brudt. Han vil aldrig oplært til at undlægge sig; hans ubøjelighed, vil aldrig kunne underlægges Guds vilje.