Vi gør progressive fremskridt; men for hvert skridt må fordomme og falske idéer fjernes. Dette har været tilfældet for enhver reformationsbevægelse verden har set. For nogle af lille tro og selvisk pengekær natur, har enhver bevægelse fremad varslet en generel katastrofe og et overdrevent udlæg af midler. De har følt det ligesom den fattige mand Judas gjorde da salven blev udgydt over Jesu hoved. Hvorfor denne ødselhed? Sagde han; denne kunne være solgt, og pengene givet til de fattige. Når der igen og igen gøres nogle skridt fremad har te selviske og tilbageholdne mennesker tænkt at alt var gået i fordærv; men når slaget blev kæmpet imod alle odds, har de hyllet sejren som et tegn på at Gud var i bevægelsen. Da det blev så stærkt tilkendegivet at værket var af Gud, at vantroen var blevet opgivet, har de mennesker som blev ledt, hvis forsyn var større end andres, som arbejdede imod al modstand, hyldes som mænd der er oprejst for denne tid, og ledt af Guds Ånd. Kan de mennesker som har blokeret vejen se det arbejde som de har gjort? Ser de at deres flere penge, større styrke, tro og mod kan gøre arbejdet stærkere og mere indflydelsesrigt, og at deres forsømmelse gør det som de kunne er synd? Mange af disse pionerer er blevet grå og svækket og anstrenger sig mægtigt for at fremme Guds sag og reformarbejdet, medens deres brødre stod parat til at såre dem, med deres vantroens våben. Der er grave på kirkegården som ikke burde være der nu, om det ikke har været for vantroens værk. Visdomlige mennesker, mægtige Guds mænd, har fået føjet år til deres liv, og gennemgået mange forhindringer, har svigtet, og lagt til hvile, og nu behøver vi deres hjælp.