Da tiden nærmede sig afslutningen af de halvfjerds års fangenskab, blev Daniels sind meget oprevet over Jeremias’ profetier. Han så at tiden var nær hvor Gud ville give sit udvalgte folk en ny prøvelse, og med fase, ydmyghed og bøn, bestormede han Himlens Gud med bønner for Israels skyld, med disse ord: »Ak, herre, du store, forfærdelige Gud, som holder fast ved pagten og miskundheden mod dem, der elsker dig og holder dine bud! Vi har syndet og handlet ilde, været gudløse og genstridige; vi veg fra dine bud og vedtægter og hørte ikke på dine tjenere profeterne, som talte i dit navn til vore konger, fyrster og fædre og til alt folket i landet.«