Bemærk disse ord. Daniel proklamerer ikke sin egen udmærkelse over for Herren. I stedet for at påberåbe sig renhed og hellighed, identificerer han sig selv med det virkelige syndige Israel. Den visdom som Gud tildelete ham var langt over verdens kloge menneskers visdom, idet solen skinner i himlene ved middag er klarere end den svageste stjerne. Alligevel begustigede Himlen højt denne velovervejede bøn fra denne mands læber. Med dyb ydmyghed med tårer, og med hjertets overgivelse, beder han for sig selv og for sit folk. Han lægger sin sjæl åben over for Gud, bekender sin egen modbydelighed, og anerkender Herrens storhed og majestæt. Hvilke alvor og iver karakteriserer ikke hans bønner! Han kommer nærmere og nærmere til Gud. Troens hånd rækkes opad for at gribe den Allerhøjeste aldrig svigtende løfter. Hans sjæl brydes i pine. Og han har bevis for at hans bønner høres. Han mærker at sejren er hans. Hvis vi som et folk ville bede som Daniel bad, og brydes som han brød, ydmyge vore sjæle for Gud, ville vi erkende at vore bønner blev tilstået Daniel. Hør hvordan han presser sin sag frem i himlens sale: -