Gudsmennesket bad, ikke for en flygtig lykkesfølelse, men for kundskab til den guddommelige vilje. Og han ønskede denne kundskab, ikke blot for sig selv, men for sit folk. Hans store byrde var for Israel, som ikke blot, i strengeste forstand, holdt Guds lov. Han indrømmede at alle deres ulykker var kommet over dem på grund af deres overtrædelser af den hellige lov. Han siger: “Vi syndede og var gudløse! . . . . . ved vore synder og vore fædres misgerninger er Jerusalem og dit folk blevet til spot for alle vore naboer.” De havde mistet deres særlige, hellige karakter som Guds udvalgte folk. ”Så lyt da nu, vor Gud, til din tjeners bøn og begæring og lad dit ansigt lyse over din ødelagte helligdom for din egen skyld, o Herre!” Daniels hjerte vendes med intens længsel til Guds ubenyttede helligdom. Han ved at dens storhed ikke kan genoprettes blot om Israel genopretter deres overtrædelser i Guds lov, og bliver ydmyge, og trofaste og lydige.