Så kommer Daniel frem for kongen uden tøven, og monarken lover ham stor løn hvis han vil fortolke skriften. Daniel ser på den onde skare der beviser den umådeholdne fest og sviren. Han står frem for dem i den stille tjeners værdig af den allerhøjeste Gud, der ikke siger smigrende ord, som det var rigets bekendende kloge mænds vane at gøre, men tale Guds sandhed. Med at nægte hård alle ønsker om løn og ære, siger han: »spar dine gaver og giv en anden dine foræringer! Men skriften vil jeg læse og tyde for kongen.«