Daniel går da videre og taler om Herrens behandling af Nebukadnezzar, - det rige og den herlighed der blev givet ham, den guddommelige bedømmelse af hans stolthed, og hans efterfølgende erkendelse af Israels Guds kraft og barmhjertighed; og så med de mest direkte og empatiske ord irettesætter han den store uærbødige konges ondskab, - ”Men du, Belsazzar, hans søn, har ikke ydmyget dit hjerte, skønt du vidste alt dette, du har hovmodet dig mod himmelens herre!«