Then why will men be so deceived, and rush on in transgression, breaking God's law, and teaching others to do the same, rushing on the thick bosses of Jehovah's buckler? Why will they make trial for themselves? Why will they test the justice of God, whether he will venture to deal out to man, unsparingly and unflinchingly, the portion that is expressly declared in the Scriptures for all transgressors of the law? The agonies of the garden of Gethsemane, the insult, the mockery, the abuse, heaped upon God's dear Son, the horrors and ignominy of the crucifixion, furnish sufficient and thrilling demonstration that God's justice, when it punishes, does the work thoroughly. The fact that his own Son, the surety for man, was not spared, is an argument that will stand to all eternity before saint and sinner, before the universe of God, to testify that he will not excuse the transgressor of his law.

Hvorfor vil mennesker så bedrages, og gå videre i overtrædelse, bryde Guds lov, og lære andre at gøre det samme, klø på store sammenføjninger på Jehovas skjolde? Hvorfor vil de gøre prøvelser for sig selv? Hvorfor vil de prøve Guds retfærdighed, uanset om han drister sig til at uddele ubegrænset og uforfærdet den del som udtrykkeligt erklæres i skriften for alle lovovertrædere? Dødsangsten i Getsemane have og den krænkelse, hån og spot, som Guds elskede Søn blev overdænget med sammen med korsfæstelsens gru og vanære, fremstiller fuldt ud, at Guds retfærdighed, når den straffer gør det i bund og grund. Den kendsgerning, at Gud ikke skånede sin egen Søn, da han var menneskets garant, står for helgen og synder i hele universet som et evigt bevis på, at han ikke undskylder den, der overtræder hans lov.