When we see ourselves weak, ignorant, and helpless, as we really are, we shall come before God as humble suppliants. It is ignorance of God and of Christ that makes any soul proud and self-righteous. The infallible indication that a man knows not God, is found in the fact that he feels that in himself he is great or good. Pride of heart is always associated with ignorance of God. It is the light from God that discovers our darkness and destitution. When the divine glory was revealed to Daniel, he exclaimed, "My comeliness was turned in me into corruption, and I retained no strength." The moment the humble seeker sees God as he is, that moment he will have the same view of himself that Daniel had. There will be no lifting up of the soul unto vanity, but a deep sense of the holiness of God and of the justice of his requirements. The fruit of such an experience will be manifested in a life of self-denial and self-sacrifice.

Når vi ser os selv som svage, uvidne og hjælpeløse som vi i virkeligheden er, skal vi komme frem for Gud som ydmyge forbønsmænd. Det er uvidenhed om Gud og om Kristus som gør en sjæl stolt og selvretfærdig. Det sikre tegn på at et menneske ikke kender Gud, findes ved at han føler sig selv som stor eller god. Hjertestolthed forbindes altid med uvidenhed om Gud. Det er ved lyset fra Gud at vi opdager vort mørke og vor armod. Da den guddommelige herlighed blev åbenbaret for Daniel, udbrød han: ”Der blev ikke kraft tilbage i mig, og mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere.” Det øjeblik den ydmyge søgende ser Gud sådan som han er, det øjeblik vil han se på sig selv, som Daniel gjorde her. Sjælen vil ikke opløftes til forfængelighed, men en dyb fornemmelse af Guds hellighed og retfærdighed for hans krav. Frugten af en sådan erfaring vil vise sig et selvfornægtende og selvopofrende liv.