Se på Martin Luthers tilfælde. Hans sind sultede efter noget sikkert at bygge sit håb på om at Gud vil være hans Fader og Himlens hans hjem. Det nye og dyrebare lys som brød frem over ham, var at uvurderlige værd, at han mente at hvis han gik frem med det kan det overbevise verden. Han stillede sig op imod en falden kirkes forbitrelse; og styrkede dem som sammen med ham fæstnede sig på de rige sandheder der er indeholdt i Guds ord. Luther var Guds udvalgte redskab til at nedrive hykleriets forklædning fra pavekirken, og udstille dens fordærv. Han hævede ivrigt sin røst, og irettesatte folkets lederes eksisterende synder i Helligåndens kraft. Og selvom der udgik proklamationer om at dræbe ham, hvor han end måtte være, og han lod til at overlades til et overtroisk folks grusomme raseri, som var lydig mod den romerske kirkes hoved, så regnede han dog ikke sit liv for dyrebart for sig selv. Luther vidste at han ikke var sikkert noget sted, alligevel frygtede han ikke. Det sandhedslys som han glædede sig over, var liv for ham, og således af større værdi end alle jordens rigdomme. Han vidste at jordiske rigdomme ville svigte, men de rige sandheder som åbnede hans forståelse, og virkede i hans hjerte, ville leve, og hvis de blev adlydt, ville de føre ham til evigt liv.