Hvor tilbøjelige er mennesker ikke til at sætte sin hengivenhed til jordiske ting! Hans opmærksomhed er optaget af huse og lande, og hans pligt over for sine medmennesker forsømmes; hans egen frelse trues som en sag af lille betydning, og Guds krav glemmes. Mennesket griber jordiske rigdomme lige så klæbrigt som om de kunne holde dem for evigt. Det er som om de tror at de har ret til at gøre med deres midler som det behager dem, uanset hvad Herren siger, eller hvad om deres medmennesker mangler. De glemmer at alt det de hævder er deres, blot er blevet betroet dem. De er forvaltere af Guds nåde. Gud har betroet dem denne rigdom for at forsøge dem, at de må vise deres standpunkt til hans sag, og vise deres hjertes tanker mod ham. De handler ikke kun for tiden, men for evigheden, med Herrens penge, og brugen eller misbrugen af deres talenter vil bestemme deres position og tillid i den kommende verden. Hvis de bruges til at forherlige dem selv, overfører de deres kærlighed fra Gud til hans gave, og den bliver en afgud. De vil have et regnskab for deres gerninger, at aflægge for den retfærdige Dommer. Alt hvad du har og er tilhører Gud, til at velsigne menneskene med, og til at fremme Herre Jesu Kristi rige med.