Om position og indflydelse er nok så ophøjet, bør det ikke være en undskyldning for at misbruge Herrens goder. Guds særlige gunst bør stimulere os til at yde en helhjertet og hengiven tjeneste til ham; men mange som velsignes sådan, de glemmer deres Giver, og bliver dumdristige, trodsige og udsvævende. De vanærer himlens Gud, og udøver en indflydelse som forbander og ødelægger for deres medmennesker. De forsøger ikke at formindske den trængendes lidelser. De opbygger ikke Guds værk. De søger ikke at råde bod på den uskyldiges fejl, for at bede for enkens og den faderløses sag, eller for at åbenbare et ædelt karakterforbillede for høje og lave, vise en godgørenhedens og dydighedens ånd. Men tværtimod undertrykker de lejesvenden, de tilbageholder den retmæssige arbejdsløn ved bedrageri, snyder den uskyldige, berøver enken og samler rigdomme til hobe der kommer fra sjæles blod. De har et regnskab at aflægge ved Guds domstol. Denne klasse gør ikke vor himmelske Faders vilje, og de vil høre den hårde befaling: ”Gå bort fra mig, I som udøver uretfærdighed.”