Johannes hengivenhed til sin Mester var ikke kun menneskelig venskab, men en angrende synders kærlighed, som følte at han var blevet løskøbt ved Kristi dyrebare blod. Han satte værkets ære højest og led for sin Herres tjeneste. Hans kærlighed til Jesus fik ham til at elske alle de Kristus døde for. Hans religion var af en praktisk karakter. Han sluttede at kærlighed til Gud skulle vise sig i kærlighed til hans børn. Man kunne igen og igen høre ham sige: ”Elskede, når Gud således elskede os, så er også vi skyldige at elske hverandre.” ”Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud« og hader sin broder, så er han en løgner; thi den, der ikke elsker sin broder, som han har set, han kan ikke elske Gud, som han ikke har set.” Apostlens liv var i harmoni med hans lære. Den kærlighed som glødede i hjans hjerte for Kristus, ledte ham til at arbejde alvorligst, og utrætteligt for hans medmennesker, især for hans brødre i den kristne kirke. Han var en fredfuld forkynder, brændende og dybt alvorlig, og hans ord førte en overbevisende vægt med sig.