Enhver troende skulle være helhjertet i sin forbindelse med menigheden. Dens fremgang og trivsel burde være hans første interesse. Hvis han ikke føler en hellig forpligtelse til at lade sin forbindelse med menigheden være til fordel for denne snarere end for sig selv, vil menigheden være meget bedre stillet uden ham. Alle kan gøre noget for Guds sag. Nogle bruger store summer til unødig luksus og tilfredsstillelse af appetitten, mens de føler det som en stor byrde at give midler til menighedens opretholdelse. De vil gerne have del i alle de goder, som menighedens privilegier kan skaffe dem, men overlader det til andre at betale regningerne. De, som virkelig har interesse i værkets fremgang, vil ikke tøve med at investere i arbejdet nårsomhelst og hvorsomhelst det behøves. De burde også føle en højtidelig forpligtelse til i deres karakter at levendegøre Kristi undervisning, idet de holder fred med hverandre og virker i fuldstændig harmoni. De burde underkaste deres individuelle meninger under menighedens. Mange lever kun for sig selv. De betragter deres liv med stor tilfredshed og smigrer sig med at være fejlfrie, skønt de i virkeligheden intet udretter for Herren og således lever i direkte modstrid med Hans udtrykkelige befalinger. At iagttage ydre former vil aldrig tilfredsstille den menneskelige sjæls store behov. En blot og bar bekendelse af Kristus vil aldrig berede nogen til at bestå i dommen. Der må være en fuldstændig tillid til Herren, en barnlig afhængighed af Hans løfter og en fuldstændig overgivelse af selvet til Hans vilje.