Min mand hvilede godt i løbet af natten. Selv om han var svag den næste sabbat, gik han til mødehuset og talte til i omkring tre kvarterer af en time. Vi deltog også i nadvergudstjenesten om aftenen. Herren styrkede ham, idet han gik på hans tro. Vi var taknemmelige over for Gud at vi atter er i vort kære folks midte i Battle Creek. Da min mand blev syg første gang, følte de at et slag var kommet over dem. De stod trofast ved vor side og hvor oprigtigt og ømhjertet forsøgte at hjælpe mig med alle byrder som de kunne tage. Dag og nat i de første fem uger af vore pinsler var de uafladelige i deres omsorg og opmærksomhed. Og da vi forlod Dansville ophørte denne byrde og interesse ikke. De havde ofte, påbegyndte bedestunder for os, de stakkels forpinte Kristi tjenere. Vi finder at de har den samme venlige og hjertefølte sympati for os i vor pinsel. De er par rart til at bære vore byrder så vidt det er muligt for dem at gøre dette. De har gavnmilt givet os gaver, som vi har takket nej til, da vi på nuværende tidspunkt ikke har behov for pengemæssig hjælp. Nogle af dem som har tro, samles hver uge, og går ind i alvorlig og inderlig bøn til Gud for genoprettelsen af min mands sundhed. Måtte Gud belønne sit kære folks trofasthed, er vor bøn.