Review and Herald 20/02 1866

Vor sidste erfaring

Sidste forår fik vi en meget indtrængende indbydelse fra br. Ingraham om at komme til Wisconsin. Han bad os indstændigt om vi ville reagere på hans indtrængende kald, reagere på hans anmodning, efter den hjælp som han måtte have. Vi vidste at bror Ingraham behøvede hjælp og opmuntring. Vi vidste at vi behøvede krops- og sindshvile. Vi havde selv næsten helt undværet sociale glæder, og hjemmeliv, for at færdiggøre vort skriveri, og så frem til en kort hvileperiode i det mindste en lille stund, ved generalkonferensens afslutning. Ved slutningen af den konferense var vi meget udmattede fysisk og mentalt; alligevel kaldte pligts følelsen os til veststaterne, og vi turde ikke blive hjemme. Årene forud havde vi ikke taget os noget af vor bekvemmelighed og fornøjelser, og Gud havde støttet os. Vil han ikke støtte os nu? Vi tænkte at det er den sikreste fremgangsmåde. Vi samlede al den energi vi kunde, og begynde vor rejse.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.