Vore værelser var så gode som vi kunne forvente, og vi var meget taknemmelige over at de var så behagelige og bekvemmelige. Men vore værelser var små og besværlige for vor familie, og med en kold vinter foran os, kunne jeg ikke se hvordan vi kunne gøre dem bekvemmelige og fortræffelige. Min mand mistede kød og styrke hver dag. Jeg tænkte på vort store og rummelige hus i Battle Creek, med dets høje og luftige lokale, og stillede mig spørgsmålet: ville vi ikke få det hurtigt raskere om vi var i vort eget hjem? Jeg tænkte på den store beholder af varmt vand over vor kakkelovn – der stod klar til enhver tid, og på vor umådelige cisterne af blødvand, og vort filter i kælderen, vore forskellige bade kummer, og bade værelser udstyret med en kakkelovn. Men alle disse behagelige ting have kun lille betydning for mit sind i sammenligning med min bekymring for at få min mand, som jeg kunne, hen blandt hans prøvede brødre som kendte ham, og som var hjulpet af hans arbejde, og kendte til udholdenhed og iver som han sled for i Guds værk, så han kunne findes på sin post. Hans trofaste brødre kunne vise medfølelse, og hjælpe ham med deres bønner og tro. Jeg bad til Gud at lede mig, og ikke lade mig tage et forkert skridt; men give mig visdom til at vælge det rigtige. Jo mere alvorligt jeg bad, des stærkere blev jeg overbevist i mit sind, at jeg måtte tage min mand iblandt hans brødre, også hvis vi skulle vende tilbage til Dansville. Men min plan lod klar at tage ham til Rochester, og prøve virkningen af rejsen, og hvis dette viste sig gavnligt, så tage videre til Battle Creek, efter et kort ophold i Rochester. Jeg sagde ikke et ord til min mand om mine tanker. Han endog ikke tænkt på at forlade Dansville i sine forringede tilstand.