Kristus erklærer at “Ingen slave kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden; I kan ikke tjene både Gud og mammon.” – kan ikke tjene Gud og også jordiske rigdomme. ”Alt dette hørte farisæerne, som var pengekære, og de gjorde nar af ham.” Bemærk Kristi ord til dem: ”I er folk, som gør jer selv retfærdige i menneskers øjne; men Gud kender jeres hjerter; thi det, som sættes højt blandt mennesker, [rigdomme opnået ved undertrykkelse, ved bedrag, ved list, ved bedrageri eller en uærlig måde] er en vederstyggelighed for Gud.” Så bringer Kristus to karakterer: den roge mæand som klædte sig i purpur og fine lined, og som leved overdådigt hver dag, og Lazarus, som var i ynkelig armod, og så modbydelig ud, og som tiggede om nogle få krummer som den rige mand foragtede. Vor Frelser viser hvordan han vurderer de to. Selvom Lazarus, var i en ynkværdig tilstand, havde han sand tro, sand moralsk værdi, som Gud ser, og som han betragter af så stor værdi at han tager sine stakkes foragtede lidende folk, og sætter ham i den mest ophøjede position, medens den ærede og velhavende fornøjelses elskende rige mand kastes ud fra Guds nærhed, og falder dybt ned i elendighed og uudtrykkelig ve. I Guds øjne har denne velhavende ingen værdi, fordi han ikke har sand moralsk værdi. Hans rigdomme anbefaler ham ikke til Gud.