I Paulus’ formaning til Timotius advarer han om en klasse som ikke vil samtykke i sund lære, men som sætter vurderer rigdommene forkert. Han siger: “Hvis nogen fører fremmed lære og ikke holder sig til vor Herres Jesu Kristi sunde ord og den lære, som sigter på gudsfrygt, så er han opblæst, skønt han intet forstår, men er syg efter ordstrid og mundhuggeri. Deraf kommer misundelse, kiv, smædeord, ondsindet mistanke og idelige rivninger mellem mennesker, der har et fordærvet sind og har sat sandheden til, når de mener, at gudsfrygt er en kilde til vinding. Ja, gudsfrygt er virkelig en stor vinding sammen med nøjsomhed. Thi vi har ikke bragt noget med ind i verden og kan heller ikke bringe noget ud fra den. Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. Men de, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse; thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte. Men du, Guds menneske! fly alt dette og jag efter retfærdighed, gudsfrygt, troskab, kærlighed, udholdenhed, sagtmodighed; strid troens gode strid, grib det evige liv, som du er kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners nærværelse.” ”Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf; byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.”