Der var mange som bevidnede at de blev overbeviset i lyset af loven som overtrædere, idet de ransagende sandheder blev bragt frem. De havde stolet på deres egen retfærdighed. Nu kunne de beskidte pjalter ses i sammenligning med Kristi retfærdighed som det eneste der er acceptabelt for Gud. Selvom de ikke havde været åbenlyse lovovertrædere, så de dem selv som fordærvede og usle i hjertet. De havde underlagt sig andre guder i stedet for deres himmelske Fader. De havde kæmpet for at afstå fra synd, men de havde stolet på egen styrke. Vi burde gå til Jesus præcis som vi er, bekende vore synder, og kaste vor hjælpeløse sjæle på vor medfølende Forløser. Dette undertrykker hjertets stolthed, og det er en korsfæstelse af selvet. I lignelsen, så faderen den bortødslende søn vende tilbage. Han så hans anger og sjælsbrøde, og han havde medlidenhed med ham, og han løb og faldt ham om hans hals og kyssede ham. Sønnen fortalte om sin anger, og sagde: "Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn" Men faderen sagde til sine tjenere: "Skynd jer at komme med den bedste klædning og giv ham den på og sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne; og hent fedekalven og slagt den, og lad os spise og være glade! Thi min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen." Den bortødslende søn bekendte sin synd til fulde. Han undskyldte ikke sin forkerte handlemåde, og han blev tilgivet, og genindsat i sin faders hus.