Sabbats eftermiddag, blev mange hjerter berørt, og mange sjæle fik føde af det brød der kom ned fra himlen. Efter prædikenen nød vi et dejligt socialt møde. Herren kom meget nær, og overbeviste sjæle om deres store behov for Hans nåde og kærlighed. Vi følte at det var nødvendigt at fremstille Kristus som en Frelser, som ikke er langt borte, men lige ved hånden. Da Guds Ånd begyndte at arbejde på menneskenes hjerter, kunne frugten ses ved syndsbekendelse og rettelse af fejl. Idet folk søgte at drage nærmere til Gud, udførte alle ved møderne gerninger der gav anger, og bekendte for hinanden - at de havde fejlet over for hinanden i ord eller handling. Vilde, skrigende råb og kropsøvelser er ikke bevis på at Guds Ånd virker. Herren manifesterede sig selv for Elias i en ganske svag stemme: Kristus siger: "Se, jeg står for døren og banker; hvis nogen hører min røst, og åbner døren, vil jeg komme ind og holde nadver med ham, og han med mig." Det er synderen selv som har spæret døren. Vil han taget spærringen bort? Vi han løsne boldene på døren? Låsene er på hans side af døren, ikke på Frelserens side.