Den tanke at prædikanten må bære alle byrderne og gøre al arbejde, er en stor fejltagelse. Overbebyrdet og nedbrudt, kan han gå i graven, skønt var byrden blevet delt som Herren ville det, kunne han have levet. Om byrden blevet fordelt, og om menigheden havde fået undervisning af dem som kan instruere medarbejderne at følge Kristus, og til at arbejde som han arbejdede. ”Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde.” Da det blev klart at menighedsmedlemmerne ikke opfylder deres høje kald, ikke udnytter de talenter Gud har betroet dem, så er det prædikanternes og medarbejdernes pligt at søge efter himmelsk visdom, så de må vide hvilken sklags arbejde fører til menighedens liv, og får dets medlemmer til at frembære frugter til evigt liv. Har menighedens fattigforstandere ikke råd til at advisere forskellige måder hvorved unge mænd og kvinder kan oplæres til at bruge deres betroede talenter? Hvorfor forsøger menighedens ældste medlemmer ikke at gøre et godt, alvorligt medfølende arbejde for børn og unge? Mange har grebet sandheden, og alligevel er de ikke blevet uddannet hvordan de kan tjene Guds sag, og derved vokse i deres åndelige muskler og sener. Ved at vore unge bruger deres sinds og krops evner til Guds tjeneste, lukkes en dør imod fjendens fristelser, og Satan har ikke en god anledning til at oplære børn og unge til hans tjeneste.