Der er mange som er ordinerede prædikanter, som aldrig har udøvet en hyrdes omsorg over Guds hjord, som endnu aldrig har vogtet over sjæle, som de må aflægge regnskab over. Hvor den slags arbejde står i behov for at blive givet til menigheden, vil mange som ikke gør noget blive uddannet til flittige medarbejdere til høstmarken. Der bør gives en uddannelse til Guds folk, som vil føre til hundrede vis som ville lægges ud til vekselerene som værdifulde talenter, hvis brug vil udvikle mennesker til betroede stillinger og indflydelse for stort godt, vil udrette godt for deres mester. Men i stedet for denne udvikling, efterlades menigheden til en svag, afhængig og utilstrækkelig helhed. Menighedeens medlemmer oplæres til at stole på forkyndelse, og de gør lidt for Kristus. De bærer ingen frugt, og vokser snarere i selviskhed og upålidelighed. De sætter deres håb til forkynderen, og gør deres arbejde afhængig af hans anstrengelser for at holde deres svage tro i live. På grund af manglende ordentlig belæring blandt deres menighedsmedlemmer som Gud har sat som fattigforstandere, er der ikke blot en, men snesevis som er er dovne, og som skjuler deres talenter i jorden, og beklager sig stadig over Herrens handlemåde over dem. Disse behøver ikke omsorg som sygebørn gør.