Den ydmyghed som frembærer frugten, fylder sjælen med en fornemmelse af Guds kær-lighed, vil tale til ham, som har værnet om den, på den store dag hvor menneskene vil belønnes efter deres gerninger. Lykkelig vil han være, som dette siges: ”Ånden oprører aldrig dette menneskes sjæl forgæves. Han gik fremad og opad fra styrke til styrke. Selvet var ikke indvævet i hans liv. Enhver rettelse og ethvert råd blev modtaget som en velsignelse fra Gud. Derved fik han banet vej til at modtage endnu større velsignelser, fordi Gud ikke talte forgæves til ham. Hvert skridt opad vækstens stige, gjorde at han kunne kravle endnu højere. Fra stigens top skinnede Guds klare stråler over ham. Han tænkte ikke på at hvile, men, søgte hele tiden at få Kristi visdom og retfærdighed. Han pressede sig altid hen mod prismærket for sit høje kald i Kristus.”