“Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden!” siger den inspirerede skriver. ”Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham.” Det er en foruroligende kendsgerning at verdenskærlighed er fremhærskende i de unges sind, og af netop den grund finder Guds kærlighed ikkeplads i deres hjerter. Deres fornjelser findes i verden, sammen med verdens sager, og de er fremmede over for Faderen og hans Ånds nådegaver. Overfladiskhed og mode, tom tale og latter, karakteriserer de unges liv generelt, hvorved Gud vanæres. Idet Paulus skriver til Titus formanes de unge til sindighed. ”Forman ligeledes de unge mænd til at være sindige i alle forhold, og vær selv et forbillede i gode gerninger; og vis i din lærergerning uforfalsket renhed, værdighed, sund, upåklagelig forkyndelse, så den, der står os imod, må blive til skamme, fordi han intet ondt har at sige om os.”