Den fattigere klasse mennesker var nød til at låne penge for at betale skat til kongen; og de velhavende, som lånte disse penge, satte høje renter. De tog pant i de fattiges jorde, og lagde dem til sidst til deres store ejendomme. Derved blev de meget velhavende, medens andre var dybt fattige. Men de rige havde ikke medlidenhed med deres fattigere brødre, ikke når de er nød til at sælge deres sønner og døtre til trældom, uden håb at kunne genløse dem. Intet andet end større fortvivlelse, stadige mangler og trældom, lader de til at have foran dem. Der var ikke udsigter til genoprejsning, intet håb om at genløse børn eller lande. Alligevel var disse mennesker af samme folk og tro som deres mere velhavende og velstillede brødre; de tilhørte også Guds udvalgte folk.