Det er først, når synderen føler trangen til en Frelser, at hans hjerte følger efter den ene, som kan hjælpe ham. Da Jesus vandrede blandt mennesker, var det de syge, der trængte til en læge. De fattige, de syge og de ulykkelige fulgte efter ham for at få den hjælp og trøst, som de ikke kunne få andre steder. Den blinde Bartimæus venter ved vejen; han har længe ventet på at møde Kristus. Skarer af mennesker, som har deres syn, går frem og tilbage, men de har ikke noget ønske om at se Jesus. Et troens øjekast ville bevæge hans kærlige hjerte og bringe dem hans nådes velsignelse, men de kender ikke selv deres sjæles sygdom og fattigdom, og de føler ikke, at de trænger til Jesus. Sådan er det ikke med den stakkels blinde mand. Jesus er hans eneste håb. Mens han venter spændt, hører han lyden af mange fodtrin, og han spørger ivrigt: "Hvad er det for en støj af mennesker, der går forbi?" De omkringståendes svar lyder: "Jesus fra Nazaret går forbi!" Med den største iver og inderlighed råber han: "Jesus, du Davids søn, forbarm dig over mig!" De prøvede at få ham til at tie, men han råbte med større kraft, "Du Davids søn, forbarm dig over mig!" Denne bøn bliver hørt! Hans udholdende tro får sin løn. Ikke blot får han sit legemlige syn igen, men hans forståelses øjne lukkes op. Han ser i Kristus sin Frelser, og retfærdighedens sol skinner ind i hans sjæl. Alle, som føler, at de trænger til Kristus ligesom den blinde Bartimæus, og som vil være lige så indtrængende og beslutsomme, som han var, vil ligesom han modtage den velsignelse, som de anråber om.