En søster i Oakland kom til mig og sagde: "Erindrer du ikke, at du lovede at give mig et eksemplar af Den store Strid, når der bliver trykt et nyt oplag? "Gjorde jeg, " var mit svar, "og tror du virkelig, at jeg mente det?" "Ja, naturligvis," svarede hun. "Hvordan kunne du tro det?" spurgte jeg; "er det ikke mærkværdigt, at du tror det, simpelthen fordi jeg lovede det?" Hun så forbavset på mig. Jeg sagde dette, fordi hun før havde klaget over, at hun ikke kunne tro Gud. "Nuvel," sagde jeg, "hvordan kan det være, at du kan stole på mine løfter, men ikke tro din himmelske Faders ord? Hvordan kan det være, at du kan have tillid til et stakkels, skrøbeligt menneske, men ikke til den evige, uforanderlige Gud? Jeg havde glemt mit løfte; men Gud glemmer aldrig sine. Hvorfor kan du ikke tro ham på hans ord, ligesom du tror mig på mit ord? Vi ærer Gud, når vi tror ham på hans ord og vandrer i tro, fuldt forvissede om, at han mener, netop hvad han siger. "Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?" Hele himlen blev udgydt over mennesket i den ene gave, og hvordan kan vi betvivle vor Himmelske Fader?