Vi har alle en sag under forberedelse i den himmelske retssal. Vi skal dømmes for vore kødelige handlinger. Når ypperstepræsten i den jordiske helligdom udførte sin tjeneste i det allerhelligste, skulle folket blotlægge deres sjæle for Gud og bekende deres synder, så kunne de få tilgivelse og opnå forsoning. Kræves der mindre af os i forbindelse med forsoningsdagens mod billede, hvor Kristus i helligdommen oventil går i forbøn for sit folk forud for den endelige retskendelse i hver enkelts sag?