( Fortsat )
Fremmed ild Nadab og Abihu, Aarons sønner, som tjente i præstestandens hellige embede, tog flittig del i vinen, og som deres sædvanlige skik, gik frem for at tjene Herren. Præsterne som brændte røgelse for Herren, hvor ild fra Guds optænding var påkrævet, som brændte dag og nat, og skulle aldrig slukkes. Gud gav ubetingede anvisninger om hvordan alle dele af hans tjeneste skulle udføres, så alle dele af hans tjeneste bliver ført sådan, at alle der er knyttet hans hellige tjeneste kan tilbede i overensstemmelse med hans hellige karakter. Og nogen afvigelse fra Guds udtrykkelige anvisninger i forbindelse med hans hellige tjeneste var nok til dødsstraf. Intet offer vil være antageligt for Gud, som ikke var saltet ej heller besjælet med guddommelig ild, som repræsenterer samfundet mellem Gud og mennesker som åbnes gennem Jesus Kristus alene. Den hellige ild som tændes på røgelse, skal hele tiden holdes brændende. Og medens Guds folk ikke bad alvorligt, blev røgelsen optændt af hellig ild for at stige op til Gud, blandet med deres bønner. Denne røgelse var et kendemærke på Kristi mellemkomst.