Han forlod himlens sale, sin kongelige trone, sin majestæt, hans ære, hans herlighed, han iklædte sin guddommelighed med menneskelighed, og blev fattig for vor skyld, så vi gennem hans armod kan blive gjort rige. Han påtog sig selv en tjeners skikkelse og blev gjort i menneskers lignelse, og han vandrede blandt menneskebørnene, en sorgernes mand og kendte til sorg. ”Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødres skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.” For den glæde som var for ham, ”udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone. Ja, på ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle.” Når vi betragter det umådelig offer Guds Søn gjorde, ved at dø for verdens synder, og man tænker på at her er mænd og kvinder som ikke overvejer om de kan gøre noget, ikke giver noget offer for deres medmennesker, kan vi kun råbe til Gud, for at vække os til en pligtsfølelse.