Mange anser ikke forkyndelsen som Kristi særlige middel til at instruere sit folk, og skal således værtsættes højt. De føler ikke at prædikenen er Herrens ord til dem, og påskønner den ved de sandhedsværdier som siges; men de bedømmer den som en advokats tale ved domstolen, - ved velargumenteret dygtighed, og sprogets kraft og skønhed. Præsten er ikke ufejlbarlig, men Gud har æret ham ved at gøre ham til sin budbringer. Hvis tilhørerne lytter til ham som om han ikke var hvervet ovenfra, vil de ikke respektere hans ord, eller modtage dem som Guds budskab. Deres sjæle ville ikke få føde af den himmelske manna; tvivlen vil rejse sig om nogle ting som ikke behager det naturlige hjerte, og de vil sidde i dommen på prædikenen, som de vil kommentere en forelæser eller politisk taler. Ligeså snart at mødet slutter, vil de straks beklage sig eller komme med sataniske bemærkninger, og derved vise at budskabet, uanset hvor sandt det er og hvor meget det behøves, har det ikke gavnet dem. De påskønner det ikke; de har lært at kritisere og kværulere, og de plukker ud og vælger, og måske forkaster de ting de behøver mest.