Efter at Herodes fest var til ende, og virkningen af hans beruselse var ovre, kom fornuften atter tilbage til hendes trone, og kongen blev fyldt med anger. Hans forbrydelse har altid være foran ham, og han søgte hele tiden at lindre sig fra stikkene fra en skyldig samvittighed. Hans tro på Johannes som en æret Guds profet, var urørlig. Da han tænkte tilbage over hans selvfornægtende liv, hans kraftfulde prædikener, hans højtidelige, alvorlige appeller, hans sunde dømmekraft som en rådgiver, og så tænkte han over at han havde lagt ham i døden, blev hans samvittighed forfærdelig trængt. Når han havde med nationens anliggender at gøre, modtog ære for mennesker, kom han med et smilende ansigt og ophøje mine, men han skjulte et ængsteligt og smerteligt hjerte, og var hele tiden rædselsslagen med frygtelige onde varsler at Guds forbandelse var over ham.