Har Herren været en æret gæst ved vore bedemøder? Hvorfor overvejer vi ikke selv, som følsomme mænd og kvinder, hvad Gud forlanger af os hver især, for hvert møde vi deltager i? Har vi brugt mange øjeblikke på bøn, på indtrængende og alvorlige studier om den allerbedste måde vi kan arbejde på som Guds børn, og føje interesse, alvor og liv til vore møder, så at vore børn kan elske at deltage i dem? Tænker vi over hvor meget vi vanærer Gud ved vore beklagende vidnesbyrd, ved at fortælle om vore trængsler, fristelser, frafald og vore sorger? Indser vi ikke hvor meget vi tager en mørk sky med os, og tilskygger andres stivej ved at handle sådan? Vi er mørkets legemer fordi vore øjne ikke er oprigtige. Hvis øjnene var ærlige ville de skyer som vi stirrer på, og som vi taler så meget om, så vil de forsvinde; vi bør se en værdifuld, elskelig og medfølende Genløser, og gribe lyset fra hans ansigtsmine. Vi bør være glade; himmelsk fred bør regere i vore hjerter, ikke lukket inde som parfume i en flaske, men som Marias offer til Jesus, der fyldte huset med en liflig vellugt. Freden bør være i vore hjem; for hvor Jesu kærlighed regerer, der forbliver freden: og der vil også være glæde; for der er en hellig ro og himmelsk tillid til Gud.