Vi bør behandle de fejlende ligesom Kristus behandlede os. Han ynkes over vor svaghed, og således bør vi ynkes over fejlende. Han ofrede alt for at frelse mennesker; vi bør ikke tøve med noget som helst selvfornægtelse eller offer for at kunne redde vore medmennesker. Vor pligt er tydelig. Hvis vor bror gør sig fortræd over for os, også selvom han ikke har umiddelbar forbindelse med os, er det vor pligt at tage til ham alene, ikke med kritik og bitterhed, men med sorg udtrykt i vore ord. Røsten bør modereres til at nå hans hjerte, og ikke for at vække en stridighed. Vi bør komme ligeså tæt på de fejlende så muligt, og med overbærenhed, rolighed og kærlighed for deres sjæle, fortælle dem tålmodigt deres fejl; og med et blødgjort hjerte, bøje sig ned og bede med og for dem. I ni tilfælde ud af ti vil disse bestræbelser lykkes. Hvis den fejlende tager imod råd og vejledning, og ydmyger sin sjæl for Gud i ydmyg anger og bekendelse, at uenigheden af afsluttet, er en sjæl reddet og kirken er ikke længere sårret og tortureret.