Sabbaten, d. 19 talte jeg til folk kl 9 om formiddagen. Herren gav mig af sin Helligånd, idet jeg overbragte dem Kristi fristelse i ørkenen, for dem. Om eftermiddag, kl. 3, var vi samlet til et møde. Jeg var meget velsignet idet jeg talte til dem igen, over nødvendigheden at vi kommer til større forståelse og en betragter Kristi store lidelser. I det hele taget tænker vi for lidt over dette. Jeg bad dem som ønskede forbøn at komme frem. Sæderne blev hurtigt opfyldt, og mit hjerte blev oprørt idet jeg så hele forsamlingen stå op. Jeg sagde: Sæt jer ned, præcis hvor I er, og vi vil alle søge Herren sammen. Før bede stunden, blev der givet mange vidnesbyrd, hurtigt efter hinanden og med dybe følelser, og viste at hjerterne blev berørt af Herrens Ånd. Under tårer blev der gjort bekendelser. Vi var glade for at se dette store arbejde gå fremad; for vi vidste det var præcis sådant et arbejde der var brug for, at folk ydmyger deres hjerter og bekender deres synder for Gud, så han vil acceptere deres anger og at de opsøger ham. "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed."